Written by Lykke Simonsen
Laktoseintolerance
Mælk er godt for mange børn
(og nogle få voksne)





Ordet laktose er sammensat af det latinske ord for mælk (lac) og den indenfor kemi anvendte endelse -ose, der betegner et sukker. Laktose betyder således mælkesukker.

Laktose er et disakkarid, hvilket vil sige to monosakkarider (ét molekyle glukose og ét molekyle galaktose) sat sammen til kun ét enkelt, større molekyle. Disakkarid-molekyler er så store, at menneskers tarm ikke kan optage dem uforandret.

Det enzym, som i tarmen spalter mælkesukkeret laktose til sine mindre bestanddele, som tarmen kan optage, kaldes for nemheds skyld laktase.

Alle pattedyreunger drikker mælk. Alle spædbørn danner derfor laktase i tarmen, så de kan få gavn af mælkesukkeret i modermælken. I størstedelen af verden mister vi mennesker gradvist evnen til at danne laktase i takt med, at vi vænnes fra modermælk og begynder at spise anden mad. Evnen er hos de fleste folkeslag helt forsvundet i fem til tolv-års alderen. Men i Nord- og Vesteuropa og i Nordamerika, hvortil mange nordeuropæere i sin tid flyttede, bevarer op til 70 procent af voksne i et eller andet omfang evnen til at fortsat danne laktase. Dermed bevares ind i voksenlivet også evnen til at drikke mælk og spise mejeriprodukter uden at blive syg af det.

Sådan har det ikke altid været. Evnen til at drikke mælk er måske opstået mange gange. Visse afrikanske stammer har udviklet den samme evne. Men selvom slutresultatet er det samme, så er generne, der er nødvendige for at kunne lave de rigtige enzymer, forskellige hos europæere og afrikanere. De første tegn på, at mennesket har tæmmet uroksen, finder man for cirka syv tusinde år siden i Mellemøsten i Den Frugtbare Halvmåne i Mesopotamien mellem tvillingefloderne Eufrat og Tigris. Vores europæiske gener er måske opstået her og har vundet indpas i den daværende befolkning, fordi det pludselig gav bærere af generne en fordel at kunne leve af mælken direkte fra oksen. Agerbrug og dyrehold kom til Danmark for cirka seks tusinde år siden og ændrede samfundet fra såkaldt jægerstenalder til bondestenalder. Måske skyldtes ændringen tilflytning fra Mellemøsten. Og med tilflytterne kom måske de nyttige mælkegener.

Så de fleste mennesker på jorden mister altså evnen til at drikke mælk, når de bliver vænnet fra modermælken. Faktisk mister alle mennesker i nogen grad evnen til at nedbryde mælkesukker, når de bliver voksne. Men i Danmark kan de fleste alligevel bevare noget af evnen, så længe de bliver ved med at drikke mælk nogenlunde regelmæssigt. Naturen er sparsommelig og vil ikke gerne spille sit krudt på unødvendige ting. Hvis vi ikke drikker mælk gennem længere tid, slukker tyndtarmen for sin laktase produktion. Og hvis man så pludseligt begynder at drikke mælk igen, så bliver det måske for overvældende. Så får man dels tynd mave og diaré, fordi mælkesukkeret holder ekstra vand fanget i tarmene, når mælkesukkeret ikke bliver optaget. Dels, når mælkesukkeret nu ikke bliver optaget i tyndtarmen, bliver det lidt længere fremme til mad for tyktarmens forskellige bakterier, som kan finde på at danne affaldsgasser under nedbrydningen af mælkesukkeret, gasser, der udvider tyktarmen og giver anledning til oppustethed, prutter og måske ondt i maven. Heldigvis kan de 70 procent af os, som bærer generne for dét, genstarte laktaseproduktionen og langsomt vænne sig til igen at drikke mælk.

Selvbehandling af laktoseintolerans består i at undgå mælkesukkerholdige madvarer. De fleste laktoseintolerante klarer sig ret godt, også selvom de ikke fuldstændigt eliminerer alt mælkesukker fra kosten. Kommer man en gang imellem til at spise mælkesukker, er det ikke farligt, men giver blot forbigående ondt i maven. Laktoseintolerante kan også købe og indtage laktase-enzymkapsler eller -tabletter (f. eks. Lactrase). Så behøver de ikke i samme grad spekulere over madens mælkesukkerindhold.