Written by Lykke Simonsen
Metabolisk syndrom
Et forstadium til sukkersyge
En vigtig årsag til infertilitet





Overvægtige bliver vi, når mængden af mad overstiger vores forbrug af energi.

Hvor meget mad, vi spiser, reguleres af vores følelse af appetit og mæthed. Tradition, hjemlig hygge, ny kærlighed og den slags spiller også en rolle.

Vores energiforbrug afhænger af vores fysiske aktivitet og hænger især sammen med størrelsen af vores samlede muskelmasse.

Når vi fører en magelig livsstil med nedsat fysisk aktivitet og samtidigt spiser en uhensigtsmæssig kostsammensætning med masseproducerede, billige fødevarer med et stort indhold af fedt og simple kulhydrater, så kan man dårligt andet end blive tykkere. Indtager man bare 100-200 kcal mere end man forbrænder, er det tilstrækkeligt til at udvikle overvægt.

Den totale daglige energiforbrænding kan indledes i tre grupper:



BMR udgør 50-70% af det daglige energiforbrug og dækker den energi, som er nødvendig til vedligeholdelsen af kroppens grundlæggende/livsnødvendige funktioner som f. eks vejrtrækning, celledeling, cellulære processer og blodcirkulation.

FIT udgør 5-10% af den daglige energiomsætning og er et udtryk for den omdannelse af energi til varme, der sker som et respons på enten temperatur eller kost. FIT er således en tilpasningparat reserve, der fungerer som en beskyttelse af organismen mod kulde og som en reguleringsmekanisme af energibalancen i forhold til ændringer i kosten.

PAL udgør de resterende 20-40% af det daglige energiforbrug og bestemmes af graden og varigheden af den fysiske aktivitet. Den deles op i den varmeproduktion (thermogenese), der kommer fra træning, sport motion, og non-exercise activity thermogenesis (NEAT), som er almindelige dagligdags aktiviteter f. eks at rejse sig, vaske op, lave mad, gøre rent og vaske tøj. Et lavt NEAT øger risikoen for udvikling af fedme.

Begreberne BMR, FIT og NEAT er noget vi taler meget med vores klienter om i forbindelse med livsstilsændringer.



Én ulykke kommer sjældent alene.

Når overvægtige mennesker oftere rammes af bestemte sygdomme, er det let at tænke, at de ekstra kilo i sig selv er årsagen til alle de øvrige problemer. Så enkelt er det nok alligevel ikke. Hos cirka hver tiende af os følges forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk og sukkersyge ad på en måde, som overvægten alene ikke kan forklare. Vores genetiske arv spiller tilsyneladende også en stor rolle.

Et studie fra 1990 (Bouchard) viste, at selvom enæggede tvillinger reagerer nogenlunde ens på tre måneders daglig overfodring med en bestemt mængde overflødige kalorier, så var der mellem studiets forskellige tvillingepar til gengæld store variationer. Ikke alle søskendepar blev lige overvægtige, selvom de ellers alle lod sig overfodre med nøjagtigt den samme mængde ekstra kalorier.

Studier med laboratorierotter har vist, at overfodring gennem længere tid giver anledning til nedsat følsomhed (øget resistens over) for insulin, som er vores måske vigtigste stofskiftehormon. Gnavere og mennesker er forskellige, og det er ikke sikkert, at overfodring og nedsat insulinfølsomhed nødvendigvis hænger sammen helt på samme måde også hos mennesker. Men der er forhold, der tyder på, at hvis man er genetisk disponeret for at udvikle insulinresistens, har man måske også en øget tilbøjelighed til at blive overvægtig (Kahn, 2000).



Hvad er et syndrom?

Et syndrom er ikke noget, naturen har skabt. Der er snarere tale om en menneskeskabt huskeregel, nærmest som en skuffe til at samle ting i, der har det med at optræde sammen. Hvis man véd, hvad der burde være i skuffen, så kan man hurtigt se, om det hele nu også er der. Et medicinsk syndrom betegner således en samling af flere klinisk synlige tegn, symptomer, fænomener eller karakteristika, som ofte optræder sammen. Tilstedeværelsen af et af disse tegn kan gøre sundhedsprofessionelle opmærksomme på den mulige tilstedeværelse af de andre tegn, så man bedre husker at også spørge ind til disse.

Fordi problemer med blodsukker, blodfedt og blodtryk klumper sig sammen på denne måde, har nogen valgt at kalde tilstanden for et syndrom. Noget meget centralt i dette syndrom er den ændrede følsomhed for insulin. Man kunne derfor sagtens have kaldt syndromet for “insulin-syndromet”. Man havde bare ikke forstået dét dér med insulinet dengang, så i stedet kaldte man det “stofskifte-syndromet” eller (på engelsk) det “metaboliske syndrom”, der betyder det samme.



International enighed

Der er i dag stor enighed om at bruge syndromet, selvom de enkelte lande og organisationer kan have lidt forskellige grænser for, hvad der skal regnes for normalt. For eksempel tillader den amerikanske hjerteforening lidt højere taljemål end sin europæiske søsterorganisation. Og WHO sætter lidt andre grænser for blodtrykket end den internationale diabetesforening (IDF). Alligevel er man ret enige om, hvad der er de overordnede problemer, nemlig:

For stort taljemål, for meget fedt i blodet, men for lidt af det “gode” kolesterol (HDL), forhøjet blodtryk og forhøjet fasteblodsukker.

Insulinresistens

Når maden indeholder kulhydrater enten som sukker eller i form af stivelse (kartofler, ris brød, pasta el. lign.), får optagelsen af kulhydraterne i tarmen hurtigt blodsukkeret til at stige. Det fører til en øget udskillelse af insulin fra bugspytkirtlen til blodbanen. Sukkeret i blodet kan normalt ikke selv finde ind i cellerne, hvor selve nedbrydningen af sukkeret finder sted. Insulinet skal hjælpe sukkeret gennem cellevæggene fra blodet og ind i cellerne, så energien i sukkeret frigøres og stilles til rådighed for cellernes mange forskellige livsprocesser. Samtidigt gør insulinet det sværere for kroppen at anvende fedt som brændstof til de samme processer. På denne måde kan kroppen vedligeholde et nogenlunde regelmæssigt blodsukker, også selvom maden nogle festlige gange rummer ekstra mange søde sager.

I visse situationer, hvor kroppen har brug for at reservere madens sukker til særlige, fornuftige formål (blandt andet under graviditet), kan kroppen regulere, hvor følsomt især muskelcellerne skal reagere på insulinudskillelsen. På den måde kan kroppen sikre, at der er sukker nok til både moderens og fosterets hjerneprocesser.

Men mange forskellige ting kan også regulere insulinfølsomheden på en uhensigtsmæssig måde. Blandt andet mistænker man, at et højt niveau i blodet af triglycerider (fra fed mad) kan nedsætte muskelcellernes følsomhed for det tilgængelige insulin. Der får reguleringen af det normale blodsukkerniveau til at svigte, og blodets stigende sukkerindhold får bugspytkirtlen til at udskille endnu mere insulin. Derved opstår der en ond cirkel, der kan være overraskende vanskelig at bryde.

Sukkerbelastning

Der er en flydende overgang mellem nedsat insulinfølsomhed og egentlig sukkersyge. Sålænge bugspytkirtlen kan følge med, så den danner og udskiller tilstrækkeligt med insulin, kan vi stadig takle madens indhold af sukker, uden at blodsukkeret løber løbsk. Men i det lange løb kan bugspytkirtlen i reglen ikke følge med den øgede efterspørgsel. De insulindannende celler i bugspytkirtlen dør til sidst hurtigere, end de bliver fornyet. Tabet af cellerne gør det sværere for kroppen at håndtere sukkeret, der frigøres ved hvert måltid. Man kan sige, at vi bliver mindre tolerante overfor sukker i maden. Det kan en sukkerbelastningstest afsløre.

Ved en sukkerbelastning måler man først blodsukkeret efter tolv timers faste. Derefter skal man drikke en kop sukkervand med 75 gram sukker (glukose). Siden måles blodsukkeret på ny efter sommetider én og altid efter to timer. Hvis blodprøverne viser, at blodsukkeret holder sig højt i timerne efter indtagelsen af sukkervandet, så har man en nedsat glukosetolerans.

Belastningstestens grænseværdier for glukose er i følge sundhed.dk følgende:



Sålænge bugspytkirtlen endnu har bevaret (noget af) sin insulinproduktion, kan man stadigt komme langt med sundere kost og øget fysisk aktivitet. Når først næsten alle de insulinproducerende celler er, er der ingen anden behandlingsmulighed end at tilføre kunstigt insulin udefra i form af daglige indsprøjtninger.



Hvad nu hvis vi spiser mindre nogle dage?

I et dansk studie (Harder-Lauridsen m. fl.) blev 20 raske unge mænd sendt i seng i en uge. De ti fik hver dag nøje afmålt den mængde mad, der modsvarede deres basale energibehov. De andre ti fik hver anden dag blot 25% og alle andre dage 175% af energibehovet dækket. Over en uge fik alle altså samme mængde kalorier.

Alle 20 forsøgspersoner udviklede under en uges inaktivt sengeleje insulinresistens, mere fedt mellem organerne (målt med magnetskanning) og blev i dårligere humør. Blodets værdier svingede godt nok mere hos dem, der spiste forskelligt hver anden dag, men så længe den samlede mængde kalorier ikke blev nedsat, var faste hver anden dag ingen beskyttelse mod de negative effekter af fysisk inaktivitet.

På samme måde undersøgte gruppen senere effekten af Ramadan (muslimernes fastemåned) på ti andre raske unge mænd. 14 timers daglig faste havde ingen effekt på kropsbygning, sukkerbalance eller hjernefunktioner.



Beskytter fysisk aktivitet mod effekten af overfodring?

I et andet dansk studie (Krogh-Madsen m. fl.) overfodredes 20 raske, unge ikke-rygende mænd med 2.000 ekstra kcal om dagen. Alle fik en skridttæller. De ti fik lov at gå 10.000 skridt om dagen, mens de andre ti måtte holde sig til blot 1.500 skridt om dagen. Alle tyve mænd tog det samme på i vægt. Men hos de inaktive sad det ekstra spæk hovedsageligt mellem organerne, de udviklede i højere grad insulinresistens og fik sværere ved at koncentrere sig.



Kan jeg spise en Happy Meal med god samvittighed, hvis jeg løber en tur?

I et studie (Numao m. fl.) blev 11 japanske unge raske mænd fulgt i tre dage. Forsøgspersoner kunne selv frit vælge i hvilken orden de gennemførte forsøget. På én af dagene spiste de alle en “normal” kost indeholdende 22% fedt og på de to andre dage en fedtrig kost med 69% fedt. På den ene af de to fede dage udførte forsøgspersonerne en aerob fysisk træning svarende til cirka halvdelen af deres bedste præstation. Den fysiske træning forhindrede ikke overfodringens negative effekter på insulin- og sukkerbalancen.



Sammenfatning

Det metaboliske syndrom er udover at være arveligt betinget relateret til en stillesiddende livsstil forenet med overspining. Denne alt for almindelige, men meget uheldige kombination bidrager til fedme af den slags, vi helst vil undgå, nemlig hvor fedtet sidder inde mellem organerne i stedet for som energidepot og varmeisolering ude under huden. Overfodringen kan hos alle, men især hos de særligt disponerede føre til insulinresistens, forhøjet blodtryk, fedt i blodet og forsnævrede blodkar.

Og det hjælper ikke, hvis man løber en maraton hver anden uge, eller hvis man kun spiser hver anden dag. Det er den lille, men daglige fysisk aktivitet kombineret med et rimeligt sundt valg af mad, der gør den store forskel.

Selvom tilbøjeligheden til at udvikle metaboliske syndrom kun er nedarvet hos cirka hver tiende, har cirka halvdelen af Lykkefeens klienter fået stillet diagnosen hos egen læge eller på hospitalet allerede før den første kontakt til os.

Vi har derfor god erfaring med at hjælpe denne type af klienter og forstår at tilpasse livsstilsændringerne, så de tager udgangspunkt i den enkeltes hverdag og passer til den enkeltes behov og ønsker.