Written by Lykke Simonsen
PCO eller PCOS
Polycystisk ovariesyndrom
En vigtig årsag til infertilitet





Cirka en ud af ti kvinder (i følge sundhed.dk endda én ud af fem!) i den ellers fødedygtige alder har polycystiske æggestokke. Tilstanden kan gøre det svært at blive gravid og er for kvinder den hyppigste årsag til barnløshed i den vestlige verden. Tilstanden er en del af det lidt større metaboliske syndrom og er således en ret alvorlig trussel mod kvindens helbred som helhed også på lidt længere sigt. Hvis man som kvinde får konstateret PCO, er der stort behov for en livsstilsændring. Ofte får en kvinde får at vide, at hun har PCO, enten ved et tilfælde i forbindelse med en gynækologisk ultralydsundersøgelse af andre årsager, eller i forbindelse med udredning for ufrivillig barnløshed.

Ordet cyste kommer fra latin cystis, som betyder blære eller lomme. I kvindens æggestokke udvikles æggene netop i små blærer. Hvis ellers kvinden er ved godt helbred og er i sin fertile (frugtbare) alder, sætter hun hver måned et lille antal ægcyster til at vokse i begge æggestokke. En af disse ægblærer får et lille forspring frem for de andre og udvælges af kroppen til at blive denne måneds æg, som så på det rigtige tidspunkt vil blive løsnet fra æggestokken for at blive befrugtet i æggelederen på sin vej til livmoderhulen. Alle de andre æg fra samme måned bliver i forbindelse med udvælgelsen af det ledende æg standset op i deres udvikling, men fortsætter dog med at danne østrogen, som er afgørende for graviditeten såvel som for kvindens helbred og velbefindende i øvrigt. Derfor føder kvinder i reglen kun ét barn ad gangen.

Ved PCO opstår cysterne i æggestokkene, når æggene, der hver måned burde have løsnet sig, alligevel ikke løsner sig. I stedet ender den lille blære, som ægget ville være kommet fra, som et lille ar blandt andre i en æggestok, der efterhånden vokser sig større som årene går og mange ægløsninger mislykkes. Hver lille cyste er en mistet mulighed for at blive gravid, fordi der aldrig kom noget æg.

Tilstanden forstyrrer også æggestokkenes produktion af kønshormoner, så der opstår en ubalance mellem de hormoner, man normalt betragter som hørende til det mandlige, og østrogenerne, som vi forbinder med det kvindelige. Hos alle både mænd og kvinder er der noget af begge dele til stede. Når en kvindes æggestokke bliver polycystiske, forskydes balancen, så de mere mandlige kønshormoner får større virkning, end de ellers burde have haft.

Kvinder med PCO døjer med forskellige problemer, der kan tilskrives denne ubalance i hormonerne og den for kraftige virkning af visse mandlige kønshormoner. Nogle af disse problemer er:



Menstruationscyklus er snævert forbundet til ægløsningens regelmæssighed. Når æggene ikke løsner sig, kommer der rod i menstruationerne. Dette rod kan f. eks. være:

Den samme kvinde kan opleve alle de forskellige blødningsforstyrrelse på forskellige tidspunkter af sit liv.

Hos nogle har blødningsforstyrrelserne måske været maskeret i årevis af P-piller, der har sørget for den regelmæssighed, som ægløsningerne ikke har kunnet levere. Og mange opdager først hvor uregelmæssige de er, når P-pillerne ryger på hylden for i stedet at lave børn. Og det kan være lidt af en bombe under familieplanlægningen. I disse moderne tider vil mange gerne styre studietid, karrierevalg og familieplanlægning efter en individuel, men ret tilrettelagt tidsplan. Infertilitetsbehandling er en langvarig process og oven i købet forbeholdt kun visse aldersgrupper. Og selv den bedste og mest højteknologiske barnløshedsbehandling lykkes ikke altid. Med en livsstilsændring kan man dog forbedre sit udgangspunkt ret markant og dermed øge chancen for at lykkes med den egentlige behandling. Nogle kvinder opnår endog spontane ægløsninger og graviditeter blot gennem en livsstilsændring.

Cirka 65% af kvinder med PCO er overvægtige (BMI > 27). 20 - 40% har en mor eller søster med PCO.

Det smarte ved at tale om et syndrom er, at hvis en læge, en diætist eller en anden sundhedsprofessionel først får mistanke om, at der kunne være tale om et bestemt syndrom, så er det dejligt nemt at huske at være opmærksom på alle de andre forhold, der også plejer at spille en rolle. Nærmest som at hakke af i en tjekliste. Så kan man hurtigt se, hvor typisk tilstanden nu er.

Æggestokkens cyster er på ingen måde hovedproblemet i PCO, men blot resultatet af ubalancerne hørende til det metaboliske syndrom. Løsningen kræver, at man får styr på sin inaktivitet, sin overvægt i almindelighed og fedtet mellem organerne i særdeleshed. Nogle gange bliver man gravid ved at få behandlet sin begyndende sukkersyge med medicin.

Der henvises i øvrigt til artiklen om det metaboliske syndrom.