Written by Lykke Simonsen
LYKKE
Ikke en station, man ankommer til,

(men en måde at rejse på)




Hej, jeg hedder Lykke,

og jeg kan godt lide at tale om mad og motion. "Elsk dit levebrød, og det vil ikke længere føles som arbejde," sagde Konfutse (eller Mark Twain, eller hvem det nu var). Så jeg har uddannet mig som "professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i sundhedsfremme, forebyggelse og formidling". Og netop formidlingsdelen lægger jeg i særlig grad vægt på.

Der sker rigtigt meget i disse år indenfor ernæringsforskningen. Navnlig har vi langt om længe fået øjnene op for bakteriers og andre mikroorganismers betydning for vores velvære og ikke mindst vores helbred. Opdagelsen af "mikrobiomer" i tarmen og andre steder på og i kroppen og en voksende erkendelse af deres betydning, gør det rigtigt spændende at være med netop i disse år i denne rivende udvikling. Og jeg vil rigtigt gerne formidle viden til andre om alt det nye, der sker.

Fedme-epidemien er sammen med eksplosionen i autoimmune og psykiske sygdomme blevet tilskrevet vores ændrede livsstil i den vestlige verden. Men vi har aldrig forstået hele sammenhængen. Det gør vi selvfølgelig heller ikke nu, men opdagelsen af de mikrobiologiske økosystemers betydning for vores både fysiske og psykiske helbred har været lidt af en øjenåbner, et missing link, der har fået en masse andre brikker i puslespillet til at falde bedre på plads. Der er endnu masser at lære og forstå, men også allerede nu masser af ny viden at dele med andre.

Mærkeligt nok er der på samme tid sket en stor udvikling i vores viden om, hvordan fysisk aktivitet (og navnlig inaktivitet) påvirker stofskiftet. Den fysiske aktivitet spiller på en måde sammen med den mikrobiologiske påvirkning - eller vekselvirkning mellem os og vores mikrobiologiske udvendige og indvendige miljø, om man vil. Og det hele bliver til et stort sammensurium, en symfoni, som det er smadderskægt at spille med i, også selvom man selv kun spiller en lille rolle.

For mig har al den nye viden gjort, at jeg er blevet meget mere interesseret i, hvad jeg putter i munden. For mig er der gået sport i at prøve nyt, at lege med smagen, duften og teksturen, kort sagt hele oplevelsen ved at spise. Og da vi jo spiser hver dag, kan jeg kun anbefale, at enhver løbende skaffer sig selv viden, som gør denne daglige oplevelse endnu større.

Min service er ikke dyr, min personlige økonomi er ikke omfattende. Den mad, jeg anbefaler, slår ikke bunden ud af budgettet, men ligger alligevel rigtigt godt og ikke for tungt i maven. Og man kan sagtens motionere både sjovt og billigt uden kort til fitness-klubben.

Velkommen på disse sider! Kig dig omkring. Jeg vil gerne anbefale vores artikelsamling. Den er ikke stor, men belyser nogle væsentlige aspekter af (ernærings-)fysiologi.

Du kan også følge mig på Facebook eller Instagram, som jeg opdaterer lidt oftere end hjemmesiden. Og skulle du få lyst til at gøre brug af min formidling af stoffet til at ændre på ting i dit eget fysiske eller psykiske velvære, som du tror har relation til kost og motion, så er du rigtigt velkommen til at tage kontakt.

Mange venlige hilsener fra Skibby

Lykke Simonsen