Written by Lykke Simonsen.
Ernæringsvejledning
En rundtur i maskinrummet
(Lidt teori, samt dens praktiske anvendelse)




Ernæringsfysiologi er indviklet af to årsager. Når vi spiser mad, fører det til en kaskade af begivenheder i kroppen ikke blot i de forskellige dele af tarmen, men også i alle kroppens øvrige organer. Og fysisk aktivitet påvirker ernæringens fysiologiske processer på utallige sammenflettede måder. Men for at gøre det hele meget værre, så har eksperterne (og tidernes skiftende smagsdommere) aldrig været helt enige om, hvad der sker, hvad der er godt for os og hvad der er mere uhensigtsmæssigt.

Et eksempel fra nyere tid kunne være FODMAP (Fermentable Oligo-, Di-, Mono-saccharides And Polyols), som nogle mener er skidt for folk med irritabel tyktarm, men som andre mener er livsvigtige præbioter, der i det lange løb leder til en venligere og sundere tarmbakterieflora. Det ene hold siger, at dét skal man da bestemt holde sig fra, mens det andet hold siger, at dét kan man ikke få nok af.

Et andet eksempel kunne være Atkins kostplan, der modsat de officielle kostråd har et ret afslappet forhold til kostens fedtindhold og anbefaler at begrænse kulhydrater. Og sådan kan man blive ved.

For at kunne navigere mellem alle disse meninger, kan det være en fordel selv at sætte sig ind nogle af de grundlæggende mekanismer, der regulerer ernæringsprocesserne i kroppen. Når du bedre forstår de grundliggende spilleregler, kan du også bedre selv træffe dine egne valg om, hvor du vil gøre din indsats

Når du køber ernæringsvejledning hos mig, er der tale om reel vejledning i kostens og den fysiske aktivitets funktion i kroppen, f. eks hvad en fødevare indeholder af næringstoffer, og hvordan kroppen udnytter dem, samt hvordan forskellige typer af fysisk aktivitet, inkl immobilitet, virker på kroppen. Du bestemmer selv om vi skal tage udgangspunkt i nogle af dine egne opskrifter/livretter, eller om vi skal tale mere generelt.

De nordiske lande samarbejder om at fastsætte retningslinjer for kostsammensætning og anbefalede indtag af næringsstoffer og fysisk aktivitet. Anbefalingerne lægger vægt på den rolle, som kost og fysisk aktivitet bidrager med i forebyggelse af kostrelaterede kroniske sygdomme. Målet for NNR 2012 er at fungere som grundlag for de nationale anbefalinger, der er vedtaget af de enkelte nordiske lande (Nordic Nutrition Recommendations 2012). Rapporten er på 629 sider kan downloades gratis fra Nordisk Råds hjemmesider. Det er evidensen bag disse anbefalinger samt ny forskning af lignende karakter, som jeg lægger til grund for min ernæringsvejledning.

Under vejledningen undervises du også i forskellig adfærd og deraf følgende sygdomsrisiko. Årsagerne til, at bestemte problemer er opstået, klarlægges, og der reflekteres over, hvordan de kan løses.

Så hvis du allerede har styr på din motivation og ellers klart ser vejen fremad foran dig, men gerne vil vide noget mere om de bagvedliggende mekanismer, så er produktet ernæringsvejledning et rigtigt godt valg. Ønsker du derimod støtte til proces og motivation, vil du få mere glæde af et af de andre forløb, der selvfølgelig også har elementer af ernæringsvejledning i sig.